Facebook

Job i NG

Vi kan altid bruge flere instruktører i Nivå Gymnastikforening

Læs mere her.

To minipigehold fra Nivå Gymnastikforening tog i søndags turen til Vejen for at deltage i DGFs forbundsmesterskaber. I alt deltog 103 minipigehold fordelt på 13 divisioner og Nivås førstehold vandt guld i 2. division.


På billedet ses mini førsteholdet på medaljeskamlen med deres guldmedaljer.

Andetholdet havde ved første runde af DM kvalificeret sig som nummer 7 i 4. division. Divisionen var fra start tæt, da alle holdende havde kvalificeret sig indenfor 0,225 point af hinanden. På dagen viste pigerne fra NG at de kan lave flot gymnastik. Holdet fik puljens næsthøjeste trampetkarakter og gennemførte generelt en god konkurrence med kun ét enkelt fald i springdisciplinerne. Holdet fik en hård bedømmelse for deres rytmiske serie men endte på trods af dette med at fastholde deres syvende plads. En flot præstation af holdet!
 
Førsteholdet havde ved første runde af DM lige misset at komme i 1. division, da de havde placeret sig som nummer 9. Pigerne ville gerne bevise at de hørte til i 1. division, så målet var at vinde guld i 2. division og samtidigt slå nogle af holdene i første division. Pigerne startede deres konkurrence med at levere deres flotteste serie til dato. De fik således også divisionenes højeste karakter og fik ligeledes flere point end fire af holdene i første division. Banespringene blev ekstraordinært spændende da alt strømmen i konkurrencehallen forsvandt midt under pigernes sidste springomgang. Pigerne sprang de sidste spring i totalt mørke og til klapsalverne fra både publikum og dommere. Imponerende præstation af de unge gymnaster og bestemt noget man vil kunne huske fremover. Pigerne fik divisionens næsthøjeste karakter kun overgået af det velspringende hold fra Silkeborg. Nivåpigernes banespring var ikke helt på samme niveau som til Sjællandsmesterskaberne, men på trods af dette slog de stadig fem af holdene i første division. Holdet sluttede deres konkurrence på trampet, hvor nerverene skulle holdes i ro for at springe nogle stilrene og sikre omgange. Pigerne formåede at vise flotte spring med høj sværhed og ligeledes helt uden fald. Pigerne fik divisionens højeste karakter og slog alle hold i første division, undtaget de nykårede danske mestre fra TeamGym Greve. Meget flot præstation og en kanon afslutning på årets konkurrencer! Havde pigerne været i første division var de sluttet på en samlet femteplads, men kigger man kun på resultaterne fra DM finalerne, så klarede pigerne sig som det fjerde bedste hold i Danmark med blot 0,05 point op til bronzemedaljen!
Videoer af minipigernes DM finaler kan ses her: