Udskriv

Nivå GF vinder guld og er fortsat blandt de bedste i Danmark!

I weekenden deltog Nivå Gymnastikforening med fire juniorpigehold i 2. runde af forbundsmesterskaberne i TeamGym. I alt deltog 68 juniorpigehold fordelt på 9 divisioner. Konkurrencen blev afholdt i Helsinge og der var opvarmning i deres nye flotte gymnastikhal på 2400 m2. Hallen er indrettet udelukkende til springgymnastik og indeholder masser af fastopstillede redskaber og springgrave. En fantastisk flot idrætsfacilitet som Nivå GF’s gymnaster og trænere var meget imponerede over. De ser frem til 2018 hvor det er planlagt at Gymnastikkens Hus skal stå færdigt i Fredensborg Kommune.

Herunder resultater fra konkurrencen:

Førsteholdet sluttede på en fjerdeplads i 1. division. Holdet kørte en lidt usikker konkurrence, så en placering som et af de fire bedste hold i Danmark er godkendt. En placering som nummer fire var ligeledes nok til at kvalificerede sig, for andet år i træk, til Winners Final. Det er det officielle Danmarksmesterskab der afholdes om d. 4. juni. Holdet skal derfor træne intensivt for at forbedre sig og pudse de sidste detaljer af inden årets sidste konkurrence.

Andetholdet sluttede på en syvende plads i 2. division og er det næstbedst placerede andethold i Danmark. Holdet lå fra start nummer fire og håbede at kunne tage en medalje med hjem. Desværre formåede holdet ikke helt at samle sig efter et par kiks i deres første disciplin og det prægede resten af deres konkurrence med usikkerhed og nervøse fejl. Det er dog stadig den bedste placering et andethold fra Nivå GF nogensinde har haft og det er en flot præstation!

Tredjeholdet sluttede som nummer otte i 7. division. Holdet lå fra start nummer otte og en ellers flot konkurrence var ikke nok til at kæmpe sig til en bedre placering.

Fjerdeholdet vandt guld i 9. division. En velgennemført konkurrence af gymnasterne gjorde at de vandt guld med mere end ét point ned til 2. pladsen.

Stor tillykke til pigerne og trænerne med de flotte resultater!