Udskriv

Nivå Gymnastikforenings konkurrencedrenge var til DM for U14 og U16 individuelt lørdag d. 17. marts i Nakskov. Det blev en succesrig dag med mange flotte resultater.

Santos Hellung-Larsen blev Danmarksmester allround i U14. Santos vandt med 2,5 point til nærmeste konkurrent og blev ligeledes Danmarksmester i favorit disciplinen bensving og i barre, samt sølv i ringe og bronze i reck.

Christian Riisberg stillede ligeledes op i U14 og blev Danmarksmester i favorit disciplinen gulv. Christian fik også bronze på hest.

I U16 fik Elias Rosted en overraskende, men sikker, andenplads med hele 6 point ned til tredjepladsen. Elias vandt endvidere sølv i bensving og ringe samt bronze i gulv og barre.

Aske Rosted stillede også op i U16 og fik en flot 5. plads. Aske kørte sin nye reckøvelse i gennem og trods et uheldigt nedfald blev alle momenter godkendt.

Uden for konkurrence stillede Uffe Høy op for at komme i betragtning til U14 landsholdet selvom han er et år for ung. Uffe kørte en stabil konkurrence, og fik 57 point i alt ét point mindre en Santos.

Et stort tillykke med nogle flotte resultater til NG's drenge.